Kjøbenhavns Guldsmedelaug

Marie Rimmen – nomineret til Skt. Loye Prisen 2019

Gulsmed Marie Rimmen er en af de tre nominerede til Skt. Loye Prisen 2019

Guldsmed og designer Marie Rimmen blev udlært hos Milas i 2014. Hun tog efterfølgende en bachelor i “Accessory Design” på Designskolen Kolding. Nu som selvstændig deler hun værksted, butik og hverdag med andre kolleger ved “Guldsmed – Gl. Mønt 37” i indre København. Derudover underviser hun på Gitte Bjørns værksted på Amager.

Om sin tilgang til faget fortæller Marie: “Mit arbejde tager udgangspunkt i faglige teknikker, hvor jeg blandt andet er betaget af udviklingen af små mekanismer. Jeg finder ofte min inspiration i det industrielle og konstruerede, og jeg arbejder gerne med volumen og hule emner, hvor jeg i særlig grad går op i deres samlinger.”

Dette fokus på funktion og mekanik er til at få øje på i de 2 brocher, som Marie leverede til Nomineringsudstillingen:

Broche af Marie Rimmen

Brochen med titlen Foldbar broche af sølv og silkesnor kan foldes sammen og fungerer som vedhæng på en silkesnor. To af keglerne er bevægelige og Marie forklarer, at hun “…har haft fokus på at skabe noget mekanisk og funktionelt, og har samtidig haft vægt på at formerne i smykket er behagelige – både som broche og vedhæng.

 

Magtens Bagside af Marie Rimmen

Magtens bagside er titlen på Maries anden broche, der er fremstillet i oxyderet sølv og guld. “Jeg har i mit værk arbejdet ud fra et kritisk syn på den tvungne magt. Brochen består af løse elementer, der er hamret sammen med guldsøm. Den falder derfor fra hinanden, hvis man ikke behandler den med omhu – faktisk er den allerede i forfald, hvilket ses på aftrykket af en tråd, der har haft hjulpet med at holde kasserne sammen. Med dette pointerer jeg, at dét, man tilkæmper sig med magt, let kan falde fra hinanden og gå tabt igen.”

 

Brocherne kan ses på Nomineringsudstillingen frem til den 22. oktober 2018 på Koldinghus. Se mere om Marie på marierimmen.dk

Foto øverst: Stig Pedersen, værkfotos af Marie Rimmen.