Skt. Loye prisen er den prestigefyldte talentpris på 100.000 kroner, der overrækkes af Kjøbenhavns Guldsmedelaug til en up-and-coming guldsmed, sølvsmed eller ædelmetalformgiver, som igennem sine unikke designs og visionære blik har udvist et talent ud over det sædvanlige. Skt. Loye Prisen blev indstiftet i 1989 for at sætte fokus på de mange nye initiativer i et ældgammelt hverv og anerkende vækstlaget af spirende talenter.
Guldsmedefaget strækker sig mange årtusinder tilbage, men rummer dog stadig en aktualitet og en plads på scenen for moderne kunst og design. Med prisuddelingen ønsker Kjøbenhavns Guldsmedelaug at fremhæve smykkekunstens og sølvtøjets mange facetter – fra klassisk håndværk, til moderne design og aktuelle kunstprojekter.
Skt. Loye Prisen uddeles cirka hvert tredje år og formålet med uddelingen er at give en spirende og talentfuld håndværker eller kunstner mulighed for at videreudvikle sit arbejde. Prisen kan f.eks. være “fødselshjælper” til at få sat et arbejde i produktion eller kan give økonomisk ro til fortsat kunstnerisk virke.
Hvem kan få Prisen?
Prismodtageren skal være dansk statsborger eller bosiddende i Danmark.
Prismodtageren skal være på vej frem i sin karriere indenfor guld- og sølvsmedefaget.
Prismodtageren skal kunne dokumentere sit selvstændige virke og vise en klar retning for sit arbejde. Arbejdet skal være af høj kunstnerisk og/eller formgivningsmæssig kvalitet, håndværksmæssigt veludført og have potentiale til videre udvikling.
Tidligere modtagere af Skt. Loye Prisen kan ikke modtage den igen, ligesom man kun kan blive indstillet til prisen 2 gange.
Foto: Broche fremstillet af Skt. Loye prismodtager 2019, Marie Rimmen til nomineringsudstillingen på Koldinghus – fotograferet af Dorte Krogh. Værket er nu en del af Skt. Loye Samlingen.
Kjøbenhavns Guldsmedelaug
Oldermand: Lone Løvschal
Sekretariat: Charlotte Kjær
Maglekildevej 5D
4000 Roskilde
Skt. Loye prisen
Om Lauget